Her et sjældent Storm fraklip hvor han er alene på sit hotelværelse i Rom. Jeg ville gerne motivere hans stress med at han ikke kan få følelsesmæssig kontakt til Birgitte som han plejer. Det slår ham helt ud, og han tager det som et forvarsel om dagen efter hvor han skal møde Massimo ved Pantheon. Hvor meget jeg end forsøgte var der ikke plads. Og jeg synes, følelsesmæssigt, at det virker godt nok på kuplen af Peterskirken. Så med “Keep it simple” i baghovedet, måtte det på kirkegården.

NB: Det sædvanlige: der er ikke læst korrektur og prosaen er ikke endeligt redigeret. 

Copyright 2019 Johan Ottosen.

00º00’00” N 00º00’00”

Italien. Rom. Lørdag den 15. december kl. 22.30.

På sit hotelværelse i Rom pakker Storm ud og langsomt lægger han tøjet på plads, selvom han snart skal hjem igen. Han passer på ikke at bevæge sig i nogen yderstilling for så trækker det i sårene og værker i de bøjede ribben.

Utroligt at banken har kunne ramme hans tøjstil og – ikke mindst – hans størrelser. Han har alt til nogle dage.

Rummet er køligt og sengen er redt med et tyndt lagen. Heldigvis ligger der nogle vattæpper i skabet. Dem lægger han over sengen, klæder sig af og kryber ind under.

Han savner Birgitte. Han savner hendes varme i sengen. Hun flippede sikkert helt ud da hun fik at vide at han var rejst. Gad vide hvordan hun har det nu. Han lukker øjnene og prøver at forestille sig hende.

Til sin store overraskelse kan han ikke få kontakt til hende. Han kan heller ikke mærke Phillip. Det eneste han får kontakt til er koldt mørke. Han forsøger at se Birgitte for sig, men det er som om at han har glemt hvordan hun ser ud. Som om at hun ikke lever – at de begge to ikke lever.

Pulsen melder sig i hans synsfelt igen.

Han lægger sig på siden og prøver at se hende for sig, men forgæves. Han ser kun et utydeligt gråt omrids af hendes skikkelse.

Hvad er der galt? I går kunne han forestille sig hendes øjenvipper, de søde små ører, hendes store mave … nu er der kun en ansigtsløs grå sky af en silhuet.

Hvad kan der være sket?