Louises Litteratur og Livsstil 4. november kl. 21.09
Gengivet med tilladelse*
Anmeldereksemplar/Reklame Titel: “Antikaos”
Forfatter: Johan Ottosen
Forlag: Bukefalos Publishing
Hold nu fast der er fart på spændingen i denne bog. Tredje og sidste del af “Mirrin Bank-trilogien” skrevet af den danske forfatter @johanottosen
Den første bog i serien “Stenens tid’ blev sidste år udgivet i en særudgave, hvor alt overskuddet blev dedikeret til Kræftens Bekæmpelse.
“Antikaos” er en direkte fortsættelse af førnævnte “Stenens tid” og bog nummer to “Apokalypsens engle” og bøgerne skal læses i rækkefølge, da der sker rigtig meget, og der er mange personer indblandet i romanernes begivenheder. Selve handlingen i de tre bøger strækker sig over nogle få uger i december, hvilket kan være lidt svært at forstå, da der hele tiden foregår noget i bogen.
Allerede fra første side i “Antikaos” sker der noget. Læseren kastes ind i handlingen bedst som journalist Kurt Østergaard styrter ned med sit fly i ørkenen og USAs præsident skal tage stilling til, om han skal sende atomvåben mod Iran.
Hvad USAs præsident ikke ved er, at den religiøse sekt “The Church” med over 100 millioner medlemmer har infiltreret flere demokratiske stater, og vil gøre deres for at sende verden ud i en ødelæggende atomkrig. De mener nemlig, at de er udvalgt til at overleve.
Heldigvis er “Mirrin Bank” på sporet, og forsøger at gøre alt for, at verden ikke udslettes og ender ud i en udslettende atomkrig.
Problemet er bare, at “The Church” er alle steder, og det er umuligt at stole på nogen.
Denne trilogi ville være den perfekte actionfilm. Der sker noget hele tiden, og man skal som læser holde tungen lige i munden for at følge med. I flæng kan nævnes en atombombe i Jerusalem, attentat på den amerikanske præsident, bombemand på Rådhustårnet, Aristoteles afhandling, flystyrt og meget andet. @johanottosen formår at have rigtig mange bolde i luften undervejs, som samles rigtig fint til sidst, og må have gjort et kæmpe forarbejde i romanernes tilblivelse.
Verden har en række ødelæggende våben, og skildringen af hvad der kan ske, hvis de forkerte mennesker får adgang til disse, leder tankerne hen på dystopiske forestillinger om en udslettelse af menneskeheden, hvilket er et skræmmende senarie, som forfatteren i denne roman sætter på spidsen.
Bøgerne er godt skrevet, og selvom action-genren er langt fra det, jeg normalt læser, vil jeg helt sikkert anbefale bøgerne til alle, der vil læse bøger med fart over feltet.
Jeg giver
*Nogle gange, hvis en blogger lægger anmeldelser op i et langt dokument på websitet, er det umuligt at linke til. Det er det i nettet tilfælde. Derfor har jeg fået tilladelse til at gengive anmeldelsen her på siden.