Dette sjældne Kurt fraklip måtte lade livet efter at jeg opdagede at det ødelagde læseflowet. Det bekræfter Kurts flyskræks forsvinden og første møde med kaptajn Bramsen og airhostes Rikke. Det viste sig at jeg kunne med enkelte greb flette det ind i 13:55 samme dag.

NB: Det sædvanlige: der er ikke læst korrektur og prosaen er ikke endeligt redigeret. 

Copyright 2019 Johan Ottosen.

00º00’00” N 00º00’00”

Danmark, Kastrup Lufthavn

Tirsdag den 18. december kl. 10.41

Kurt viser sit diplomatpas til lufthavnsbetjenten og gengælder det venlige smil han bliver mødt af på den anden side.

“Kaptajn Ludvig Bramsen,” siger manden med et fast håndtryk. 

Kaptajnen Bramsen ser venlig ud, indgyder ro og myndighed og Kurt beslutter at sig for at stole på at han kan flyve ham sikkert til Israel.

“En halv times sikkerhedstjek … ” Kurt mærker røret i inderlommen og stikker passet tilbage i frakken. “Hvor meget VIP er der over det?”

“De er grundige i dag,” siger kaptajn Bramsen. “Denne vej.” Han viser Kurt fra terminalen ned på ‘airside’ hvor de går ind i en shuttlebus der virker alt for stor til kun de to.

Dørene lukker sig med en hvislen og bussen skumpler afsted.

“Din kontakt i Tel Aviv fortæller at Ayalon er klar til at modtage dig klokken 16:00.”

“Fantastisk,” siger Kurt. “Flyver jeg med jer hjem igen i morgen tidlig?”

“I aften.” Kaptajn Bramsen smiler betrykkende. “Vi regner med at vi kan være ude af Israelsk luftrum inden klokken 21:00.”

“Det vil jeg sætte pris på.” Kurt nikker. “Sneen bliver ikke et problem for flyet, vel?”

“Intet problem. Når vi kommer op over sneskyerne er der sol hele vejen.”

“Jeg vil lige sige at jeg har lidt af flyskræk … ”

“Det er vi klar over.” Kaptajn Bramsen smiler betryggende. “Når vi har nået højde og marshastighed er du velkommen til at komme ind til os i cockpittet og se hvordan det hele fungerer, hvis det kunne hjælpe … ”

“Meget venligt.”

Kurt stiger ud og trækker kraven op. Shuttlebussens chauffør bærer kufferten op i det lille privatfly. 

Kurt standser for foden af trappen og ser på flyet. Bare her ville han være gået i panik.

Interessant.

Han sukker dybt, træder op ad trappen og venter på at panikken breder sig. Men det gør den ikke.

“Jeg hedder Rikke og jeg er Deres Air Hostes.” En flot kvinde i starten af tredverne tager hans frakke og viser ham hen til et sæde. “Er der noget jeg kan byde dig inden vi letter?”

“Nej tak,” siger han og spænder sikkerhedsselen.  

Sjældent har han været i så luksuriøse omgivelser. Der er ganske få sæder og masser af plads til benene. Hele kabinen er beklædt med ædeltræ, beige læder og der er en sofa som efter størrelsen at dømme sikkert kan slås ud som dobbeltseng. 

Det ville iøvrigt være være rart med en morfar senere.

Flyet sætter sig i bevægelse og Air Hostes Rikke lægger en fjernbetjening på det højglanspolerede bord foran ham. Han tænder for tv2news og slukker for lyden.

Overskrifterne der kører i bunden af skærmen taler deres tydelige sprog. Oprøret i Iran. Flere tusinde dræbte. Regimet går hårdt til værks. Ayatollahen er flygtet til et af sine paladser. Attentatet i Rom. Der spekuleres i hvornår hvornår NATOS angreb på Iran vil begynde. Det er en værre heksekedel han stikker næsen i.

Håber han er hjemme igen inden NATO angriber. Det vil være noget tryggere at overvære fra København.

Der lyder et ding og et skilt insisterer på at han skal spænde sikkerhedsbæltet.

Kurt strammer bæltet, knuger sædets armlæn og spænder benene imod gulvet. Jetmotorenes kræfter trykker ham tilbage i sædet og horisonten forsvinder uden for vinduerne.

Det her bliver måske første gang i rigtig lang tid at han rent faktisk kan nyde turen.