Her en scene fra Apokalypsens engle der ikke var plads til i den endelige udformning. Jeg ville gerne have haft mere med om “den islamiske atombombes fader,” Abdul Qadeer Kahn, men jeg måtte slagte hele plotlinjen for ikke at overlæsse et i forvejen kompliceret plot. Tro mig. Jeg prøvede. Selv efter flere forsøg viste det sig at blive mere forvirrende end opklarende.

NB: Det sædvanlige: der er ikke læst korrektur og prosaen er ikke endeligt redigeret.

Copyright 2019 Johan Ottosen.

00º00’00” N 00º00’00”

Pakistan, Islamabad

Tirsdag den 18. december klokken 06.58, lokal tid. Dansk tid: 02.58

En bil parkerer på et udsigtspunkt i udkanten af Islamabad. Træernes gule og blodrøde blade bevæger sig i den lette brise der driver mod byen hvor Fasil Moskeens monumentale hvide tag og fire minareter hæver sig.

En mand stiger ud på det gullige græs. Han pakker en paraglider ud og spænder sig i et tungt sæde. Han retter sig, strækker armen ud, stikker tommelfingeren opad og knytter hånden. Så fører han tommelfingeren mod himlen og sigter mod stjernerne inden han griber bardunerne, løber mod vinden og letter ud over kanten. Han flyver en runde om udsigtspunktet for at få højde og sætter derefter kurs mod Islamabad by.

I det centrale Islamabad kysser den 80-årige Abdul Qadeer Kahn sin kone farvel på gårdspladsen til sit store hus. Den såkaldte islamiske atombombes fader skal på sit daglige besøg på en af sine fabrikker. Selvom han på tiende år officielt sidder i husarrest har han alligevel bemærkelsværdigt let ved at gå på arbejde. På gårdspladsen venter den sædvanlige kortege på tre armerede køretøjer. 

Han sætter sig ind i den midterste bil hvor hans sekretær samt to sikkerhedsfolk venter. Den forreste og bageste er fyldt med sikkerhedsvagter. Porten til gårdspladsen glider op og den første bil kører ud. Kahns bil kører efter skarpt forfulgt af den sidste bil og porten glider i bag dem. De tre biler kører langsomt igennem byen mod Kahn Enterprises. De ligner nøjagtig hvad de er: En VIP med sikkerhedsvagter. Alt i alt ikke noget usædvanligt syn. Kortegen standser jævnligt i trafikken, men det gør ikke noget: de sidder i dobbelt skudsikre vogne.

De kører ind på en firsporet betalingsmotorvej, slipper fri af den værste trafik og når op på en behagelig marchhastighed. Hvis de havde mulighed for at se i luften bag dem, ville de se en paraglider nærme sig bagfra. Paraglideren afpasser farten, styrer mod bilen i midten af kortegen og lander på dens tag i fuld fart. Piloten kobler faldskærmen af hen over forruden på den bageste vogn som kommer i slinger, skifter vognbane og knalder ind i en holdende bil. Paraglideren banker sædet i taget og detonerer sprængstoffet og sig selv.

Taget er det svageste led i bilen og er modsat dørene, siderne og undervognen ikke bombesikret. Eksplosionen lemlæster alle i kabinen og slynger de antændte tagrester fremad så de lander på kørebanen foran den forreste bil hvis chauffør lige akkurat når at undvige før han klodser bremserne.

Abdul Qadeer Kahns nu åbne bil ruller brændende videre og ender i en bropille længere fremme.