Scenekirkegård: Apokalypsens engle 15/12 06:39 Fælledparken, POV: Lillelund

Her er det kapitel jeg havde sværest ved at give slip på i Apokalypsens engle. Det lå som kapitel nummer tre og er tænkt som genintroduktion af politiinspektør Peter Lillelund. Målet var at sætte Lillelund op til det endelige opgør i Antikaos samt sætte gang i en jagt efter en helikopter, men det forvirrer læseren mere end det gavner og læseren kan næppe huske det 700 sider senere. Fordelen ved kapitlet ville være at vise opdagelsen af helikopterspor og kørestol der ellers bare bliver nævnt. Helikopterjagten bliver bare lagt i dialog ved genintroduktionen (08:04) af Lillelund i Apokalypsens engle.

Men ak. Det måtte på kirkegården.

NB: Det sædvanlige: der er ikke læst korrektur og prosaen er ikke endeligt redigeret. 

Copyright 2019 Johan Ottosen.

55º42’6.515” N 12º34’14.272”

Danmark, nær Fælledparken i København

Lørdag d. 15. december kl. 06.39

Politiinspektør Peter Lillelund flytter forsigtigt sin kones arm, ruller om på siden og spekulerer på om det kan betale sig at lukke øjnene. Der er ingen grund til at se det igen. Han prøver alligevel. Jep. Synet har sat sig fast på indersiden af øjenlågene; det brændende skib, de små prinser og prinsesser, dronningen og den kongelige familie omkommet i flammerne. Håber at den giftige røg gjorde dem bevidstløse, før flammerne tog fat.

Han mærker et knytnæveslag i maven. Det skete på hans vagt.

Godt han fik afværget massemordet på Nørreport Station. Havde han bare tøvet ét minut var katastrofen sket og op mod 100.000 var blevet ramt. 

Men alligevel. Det gør ondt helt ind i knoglerne.

Utålmodige hundepoter standser ved sengen og han kan mærke Ulfs fugtige ånde i ansigtet. 

Han klemmer øjnene lidt ekstra sammen og hører Ulf trække sig tilbage og stå med afventende åndedrag lidt derfra. 

Han åbner stadig ikke øjnene.

Ulf fnyser, lister ud af soveværelset, går ned ad trappen og efter kurvens knasen at dømme lægger sig i entreen. 

Lillelund svinger benene ud over sengekanten, stryger de få hår han har tilbage over issen og åbner øjnene. 

Et mærkeligt gulligt skær strømmer ind ad vinduet. 

Kan det være lyset fra en helikopter? 

Han holder vejret og lytter. 

Ikke en lyd. 

Han rejser sig og går hen til vinduet og skal til at trække gardinerne fra i det lyset forsvinder. Han stikker hovedet ind mellem gardinerne og kigger ud over den mørke Fælledpark. Kun Rigshospitalets bygninger lyser op på den anden side.

Han trækker i tøjet, går nedenunder og tager støvler og overtøj på i entreen. 

Ulf rejser sig fra kurven, snupper hundesnoren fra knagen og lunter ud til ham.

Peter Lillelund spænder den i halsbåndet og slår låsen fra. Han står et øjeblik på trappen, indsnuser den friske kolde luft inden han lukker døren bag dem.

De drejer om ad stien bag huset og tager parken højre om. Sneen ligger som et tæppe over buskene der omkranser stisystemet. Nu og da fanger han den sødlige duft af nedfaldne blade.

Han klikker hundesnoren af.

“Fri.” 

Ulf spunser afsted i sneen. 

Lyset bryder frem igen og gør sneen grønlig.

“Nordlys,” sukker han og betragter de nøgne trækroner badet i grønt og rødt. Det minder ham om nytårsaften hvor alle sender deres dyrtindkøbte raketter til vejrs. Selv ikke Rigshospitalets høje bygning, der støder op til parken, ødelægger oplevelsen. Han lægger nakken tilbage. Nordlyset danser tavst og slanger sig, og virker enormt selvom det kun fylder en lille del af stjernehimlen over ham. Svimmelhed får ham til at se ned på sneen igen for ikke at miste balancen. 

Larmen fra en helikopter kommer nærmere. Den lægger an til landing på rigshospitalets helipad, 100 meter derfra.

Ulf kommer tilbage, sætter sig og laver en lort i sneen.

Lillelund samler hundelorten op i den medbragte pose, i det hans øje fanger en form i græsset. Nordlyset bliver svagere, men han kan stadig se et firkantet område i sneen hvor der har stået noget tungt.

“Hva’faen?”

En firkantet kasse ligger lidt derfra, dækket af sne. Ligner en gammel telefonboks.

Han ser sig om efter hjulspor, men der er intet tydeligt i sneen.

Ulf sætter sig ved telefonboksen og giver hals en enkelt gang. 

Telefonboksen ligner noget han har set før.

En elevator! De tilsneede låger hænger ud til siden. 

“Dygtig.” Han klapper Ulf og stryger ham over pelsen. Elevatoren ligger på ryggen, hvis man kan kalde det det, og bagvæggen i bunden er dækket af sne. En elektrisk kørestol ligger væltet derinde. Ved siden af rullestolen er en mørk plet smeltet ned i sneen.

Blod.

Han spænder hundesnoren på halsbåndet og tager mobilen frem. “Det er politiinspektør Peter Lillelund. Jeg står i Fælledparken … ” Han trækker Ulf lidt væk. “Det lyder måske lidt mærkeligt, men jeg er stødt på det indre af en elevator midt i parken, en væltet kørestol og hvad jeg tror er blodspor. Send KTC og en hundepatrulje herud for at foretag sporsikring af området … Jeg bliver her til de kommer … “

Han stikker mobilen i lommen. Hvordan fanden er den havnet her?

Ulf hiver gevaldigt i snoren og trækker ham hen til en sti der går på tværs af græsset. 50 meter fra elevatoren sætter han sig og giver hals en enkelt gang.

Lillelund lyser over sneen med mobilen. Her er tydelige spor efter et køretøj. Vognen har kørt i en bue ud på græsset og tilbage ad stien. 

Elevatoren må veje flere hundrede kilo. Hvordan har de fået den fra bilen og derhen?

En motor brøler over dem. Helikopteren fra før letter fra hospitalets helipad.

Han ser tilbage mod elevatoren.

Helikopteren over dem larmer så det vibrerer helt ned i støvlerne. 

Så ser han op på helikopteren igen.

Advertisements

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.