Tags

, , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,

Krise i kongehuset

I serien Bag om Stenens tid kommer vi til et ømtåleligt emne: Er prins Henrik af kong Davids- og Jesu blod? Det mener i hvert fald Pierre Plantard – stormester i Prieuré de Sion, et hemmeligt selskab der har til opgave at beskytte kong Davids- og Jesu blodlinje i vor tid, – som nævner Prins Henrik som en del af blodlinien. Han siger følgende:IMG_3318

Oversat: “De må undersøge visse store franske familiers oprindelse, og så vil De forstå, hvordan en person ved navn Henri de Monpézat en dag kunne blive konge” – Citat: Stormester i Prieuré de Sion Pierre Plantard, interview med Jean-Luc Chaumeil i 1973. (Det har taget mig flere år at finde originalen. Det lykkedes – med venners hjælp (Tak, Birthe) – at findet interviewet i det franske nationalbibliotek. Jeg kan desværre, på grund af copyright, ikke bringe hele interviewet her.)

Prinsen har adskillige gange udtalt at han burde være konge. I det über-royale franske ugeblad Point de Vue, udtaler Prinsen selv: “Uretfærdigheden er svær at håndtere.”

Stenens tid, kapitel 82

Position: 55º40’56.87”N 12º34’20.73”E

Danmark, Kristeligt Dagblad, København. Torsdag den 13. december klokken 16.52.

”Så er jeg færdig,” siger Anne på vej ind ad døren.

”Hør her:” siger Kurt uden at se op, ” I mange år har jeg været nummer to i Danmark. Det er en rolle, jeg er tilfreds med, men jeg vil ikke pludselig efter så mange år i Danmark se mig degraderet til nummer tre. – Hvem har sagt det?”

”Prins Henrik.”

”Ja. Du må sgu hjælpe mig, Anne. Jeg tror, jeg er ved at se spøgelser.”

”Hvad så?” Hun trækker skramlende en stol hen til skrivebordet.

Han åbner Bjarnes bog. ”Citat: De må undersøge visse store franske familiers oprindelse, og så vil De forstå, hvordan en person ved navn Henri de Monpezat en dag kunne blive konge.

”Det er da løgn!”

”Jeg sidder her med en bog, hvor en franskmand for over fyrre år siden hævder, at Henri de Monpezat kan blive konge, og så går han helt i sort, da han blev nummer tre i rækkefølgen; han vil gerne ligestilles, som du siger. Det er sgu da noget af et sammenfald.”

”Skriver du noget om det?”

”Jeg kan hverken se hoved eller hale i det. Hans familie er en af de ældste i Frankrig og har rødder helt tilbage til merovingerne. Spørgsmålet er: hvis han vil være konge, hvilken trone gør han krav på? Den danske? Eller den franske? Bogen hævder, hold nu fast, at Jesus havde en søn med Maria Magdalene, og at deres efterkommere var merovingerkongerne. Disse skjulte efterkommere skulle gå levende rundt iblandt os den dag i dag. Mit problem er: Skal det tolkes sådan, at prins Henrik er fra Jesu blodlinje?”

”Altså, jeg …” begynder Anne.

”Yderligere har jeg lige læst Henriks selvbiografi,” afbryder Kurt, ”hvor han beskriver, at hans far afviste at tale med ham, da han meddelte, at han skulle giftes med Danmarks kronprinsesse, angiveligt fordi at det betød, at Henri skulle konvertere til den danske folkekirke, som han jo også gjorde. Hvorfor flipper faderen sådan ud? Handler hele denne bog om Jesu blodlinje og en masse hemmelige selskaber, der beskytter den? Jeg er helt i vildrede.”

”Så kan det være, at jeg har noget til dig,” siger Anne. ”Jeg fandt det kapitel i den afhandling, som man næsten må kalde de 1.000 sider, du sendte mig, hvor Montpezat bliver nævnt som en af de franske familier, der beskyttes af et hemmeligt selskab, grundlagt 1099, kaldet Prieuré de Sion, altså, frit oversat Sions præsteskab.

”Citatet stammer netop fra en stormester i Prieuré de Sion!”

”Prieuré de Sion blev skabt af tempelridderne i Jerusalem under det første korstog. Det skulle eksistere i dag og arbejder for at genindsætte, hold nu fast, en konge i Jerusalem. Tronen er Israel, og slægten er Kong Davids efterkommere.”

”Det er da sindssygt,” lyder det fra Kurt. ”Er det simpelthen prins Henriks blodlinje, som skal sidde på tronen, dog ikke i Danmark, men over Sion, Jerusalem. Er det sådan, vi skal forstå det?”

”Det er i hvert fald, hvad jeg får ud af teksten.”

Chefredaktør Fiederspiel stikker hovedet ind ad døren og stiller sin mappe op ad karmen. ”Hvad sagde Jacques?” Han giver sig til at lyne sin jakke.

”Jeg har ikke hørt fra ham endnu, tak,” siger Kurt.

”Hils ham fra mig,” siger Fiederspiel og hanker op i sin mappe, ”I er de sidste. Jeg har slukket omkring, men tag lige en runde, Kurt.”

”Det skal jeg nok, Christian. Ses i morgen.”

”Jacques?” spørger Anne, idet hun hører Fiederspiel smække hoveddøren.

”Ja. Det er min antitese på det her. Personligt står jeg af, når man snakker om en blodlinje, der går så langt tilbage. Vi er sikkert alle på en eller anden måde i familie med Kong David, eller Moses for den sags skyld. På samme måde vil det være absurd at fokusere på prins Henrik, hvis der er flere slægtninge i familien. Derfor har jeg engageret avisens franske snushane for at finde de nærmeste familiemedlemmer.”

”Kunne du ikke bare slå det op et sted?”

”Der er ikke nogen klar oversigt over familien. Det har jeg i hvert fald ikke kunnet finde.”

”Så du bruger avisens penge på at finde dem?”

”Fiederspiel ved ikke, hvorfor jeg skulle bruge Jacques. Det er en gensidig forståelse, vi er nået til efter mange kontroverser over årene. Han stiller ikke spørgsmål, og jeg leverer en god artikel.”

Anne ler, og hendes perfekte tænder lyser rummet op.

Han mærker et varmt hul i maven. Om det er hende, eller om det er, fordi han ikke har fået noget at spise hele dagen, kan han ikke afgøre.

”Øjeblik.” Han forsvinder ind i chefredaktørens kontor og kommer tilbage med en kurv med brunkager.

”Hvorfor skulle nogen ønske en konge over Jerusalem?” spørger hun og griber en håndfuld.

”Det kan være, at jeg faktisk ved det,” siger Kurt og knipser med fingrene. ”Moshiach ben David.”

”Hvad betyder det?”

”Det er hebræisk for Messias, søn af David, og hvad dybt religiøse jøder venter på,” siger han og sætter sig.

”Er du sikker?”

”Jeg har haft en jødisk kæreste. Hun var efterhånden overbevidst om, at det var den eneste måde at få fred i Mellemøsten.”

Han spiser tre kager på en gang.

”Altså ikke en politisk løsning?”

”Nej, en religiøs.”

De sidder og gumler i tavshed.

”Er du religiøs?” spørger Anne pludselig.

Kurt spærrer øjnene op. ”Hvad?”

”Du har haft en jødisk kæreste?”

”Nej, jeg hader religion af et godt hjerte. Jeg havde et forhold til en skøn pige. Det er faktisk snart 20 år siden nu.”

”Hvad hed hun?”

”Rebekka.”

”Hvorfor brød I op?”

”Hun blev dybt religiøs,” sukker Kurt. ”Det stod på over en årrække, hvor hun gradvist blev mere og mere troende. Hun fablede om Moshiach ben David i ét væk og tilbagevenden til én eller anden jødisk version af paradis. Ren zionisme. Til sidst insisterede hun på, at vi skulle giftes og bad mig om at konvertere.”

”Hvad skete der så?”

”Jamen, så skete der det,” siger Kurt med irritation i stemmen, ”at hun slog op og tog til Israel. Jeg har ikke talt med hende siden.”

”Du sagde nej?”

”Jeg kunne da ikke pludselig gå hen og blive religiøs, vel?” griner Kurt. ”Desuden skal jeg ikke omskæres. Er du da sindssyg!”

”Var du forelsket?” bliver Anne ved.

”Det kan jeg se nu, at jeg var,” siger Kurt pludselig alvorligt igen. ”Men dengang kunne jeg ikke rigtig erkende det.”

”Har du børn?”

Kurt læner sig tilbage i stolen og folder hænderne bag hovedet. ”Ikke det, jeg ved af i hvert fald.”

”Skal du have nogen?”

”Det har jeg ikke rigtig tænkt på … det tror jeg da, selv om jeg har rundet det skarpe hjørne, hvis jeg kan finde den rette.”

”Har du en kæreste i øjeblikket?”

”Skal jeg være helt ærlig, så har jeg ikke set nogen i lang tid.”

”Hvor længe?”

”Et par år når jeg nu tænker mig om,” siger Kurt og retter sig op. ”Det var da nogle intense spørgsmål, du kommer med. Har du en kæreste?”

”Ingen i øjeblikket.”

”Hvorfor?”

”Jeg synes, det er svært at finde en fyr, der ikke forvandler sig til en frø, når man har kysset lidt på ham.”

”Det er du jo selv med til at bestemme,” ler Kurt. ”Har du nogen ide, hvorfor de gør det?”

”Jeg kan godt virke meget direkte.”

”Hmm. Det kan du. Det kan jeg faktisk godt lide.”

”Men jeg er ikke sådan hele tiden,” undskylder hun.

”Selvfølgelig ikke. Vi har alle en blød og sårbar side. Den må vi vove en gang imellem for at lade andre ind.”

Han spekulerer på, om den ikke mest var møntet på ham selv.

”Du har nok ret.” Hun kigger på uret og tager den sidste brunkage. ”Sig mig engang, fik du ikke Cavlingprisen engang?”

”Jo”

”Hvad for?”

”Afsløring af Stay Behind-netværk.”

”Og det er?” siger hun med et smil.

”Det var netværk, der skulle kæmpe en guerillakrig i Danmark i det tilfælde, at Warszawapagtlandene invaderede. Deraf navnet: Stay Behind.”

”Hvordan er det aktuelt i dag?”

”Det er det heller ikke. Stay Behind-grupperne blev udelukkende samlet med folk fra højrefløjen og antikommunistiske sympatier. Der var mange tusinde personer involveret. En årlig dødsliste blev eksempelvis indleveret til politistationer landet over; i tilfælde af en invasion ville man likvidere sovjetiske sympatisører. Vi i venstrefløjen havde længe spekuleret på, om det skulle forholde sig sådan. Omfanget viste sig at overgå vores vildeste fantasier.”

”Okay?”

”Vi fandt, at mange af disse netværk stadig var aktive tyve år efter.”

”Var de aktive så længe efter kommunismens fald?”

”Jep, og de var kontrolleret af NATO.”

”Hvad gjorde I på avisen?”

”Vi offentliggjorde det hele: medlemmer og organisationsstruktur på de netværk, der stadig var aktive. Flere våbendepoter blev fundet på baggrund af afsløringerne. Det var skrappe sager: geværer, morterer, pistoler, natkikkerter og så videre.”

Anne fløjter mellem tænderne.

”Præcis. Artiklerne bevirkede faktisk, at indenrigsministeren for ganske nylig kunne meddele, at det sidste Stay Behind-netværk var nedlagt.”

”Og det fik I Cavlingprisen for?”

”Står hjemme på mit arbejdsbord.”

”Den må jeg se en dag,” siger hun og ser på uret. ”Jeg må løbe. Jeg skal til spinning om 20 minutter, og jeg skal nå at klæde om.”

”Spinner du? Hvorhenne?”

”SATS i Købmagergade,” siger hun og rejser sig op.

”Det gør jeg også. Næsten hver dag. Jeg har da aldrig set dig.”

”Jeg har da heller ikke set dig,” siger hun på vej ind i ‘Kirken’ efter sit tøj. ”Jeg er der ellers meget tit.”

”Jeg træner kun om morgenen,” råber Kurt efter hende.

”Så er det derfor,” siger hun, idet hun vender tilbage og stiller sin taske på stolen.

Kurt rejser sig. ”Jeg må også til at slutte for i dag.”

Han strækker sig, går hen til vinduet og ser ned på gaden.

Synet får ham til at gispe efter vejret.

Dér, på gaden under granguirlanden, står den selv samme soldatertype, som så op på ham i går aftes. Han ser igen direkte herop, som om at han vil udfordre ham til kamp eller noget.

Kurt trækker sig hurtigt væk fra vinduet.

Er han da blevet helt skør eller hvad?

”Fuck!”

”Hvad sker der?” siger hun og svinger frakken på.

”Prøv lige at se ud af vinduet,” siger han panisk og skubber hende foran sig hen mod vinduet.

”Hold nu op, Kurt.”

”Seriøst. Hvad ser du dernede?”

”Fodgængere.”

”Er der en mand, der ser herop?”

”Nej, overhovedet ikke.”

Kurt kigger forsigtigt over hendes skulder. ”Han er væk.”

”Hvad så du?” Hun går tilbage til stolen.

”Der var en mand, der stirrede direkte op på mig.”

”Og?” siger hun og trækker vanterne på.

”Jeg så den samme mand fra min lejlighed i går. Han stirrede op på mig på samme udfordrende måde.”

”Hvorfor skulle nogen stå på gaden om vinteren og stirre på dig, når du tilfældigvis kigger ud ad vinduet?” Hun løfter tasken over skulderen.

”Nej, du har nok ret. Det er nok ikke noget.”

Han kan alligevel mærke adrenalinen pumpe rundt i kroppen.

Stenens tid viser Prins Henriks kongedrømme sig fatale, da en ny-religiøs sekt stræber blodlinjen efter livet.

Stenens tid kan købes i iBooks/iTunes Store, Saxo.com, samt velassorterede boghandler landet over.

508 sider. Hardcover.

Krimithriller, 508 sider.