Kan man skrive en krimitrilogi på 1500 sider med Kristeligt Dagblad som omdrejningspunkt – og slippe godt fra det? Johan Ottosen har netop gjort det. Men vejen dertil var lige så usædvanlig som bogens historie.
Af Lars Henriksen. Bragt i Kristeligt Dagblad 13. marts 2012.
I en lejlighed på Nørrebro i København står et besynderligt apparat. Johan Ottosen har selv bygget det fra bunden og lodder stadig på det indimellem. Det har han gjort i 15 år nu, men så giver apparatet og de højtalere, det er slået til, også den bedst mulige version af Miles Davis.
Den 43-årige nyslåede forfatter kan ikke gøre noget halvt, men heller ikke helt. Han er en af landets førende kaffeeksperter, men er ikke uddannet i det. Han er ikke-uddannet jazzmusiker, har en ikke-anerkendt uddannelse som åndedrætsterapeut, og nu har han så skrevet den første bog i en krimitrilogi på i alt 1500 sider, selvom han hverken kan stave eller sætte kommaer.
Fotografi: Søren Staal.
Oven i alle disse paradokser kommer, at bogen handler om religion, selvom han selv ”højst er kulturkristen”. Og at der er tale om en højspændt konspirationskrimi med omdrejningspunkt i landets måske mest høflige avis, Kristeligt Dagblad.
Vi besøger ham en uge før den officielle udgivelse af ”Stenens tid” – den første af i alt tre bøger om journalisten Kurt Østergaard fra Kristeligt Dagblad, der under Danmarks ældste kirkegulv finder en 5000 år gammel kalender, som tæller ned til dommedag. Fundet sætter en lang række begivenheder i gang og binder tråde mellem landets stenalderkultur, vikingetiden, grundlæggelsen af Aarhus og prins Henriks blodlinje.
Inspirationen til historien er lige så usædvanlig som historien selv. I 2007 gik Johan Ottosen konkurs med sit kaffefirma Moccabox. Året forinden var han begyndt at skrive, selvom han aldrig havde skrevet før. Og stort set ingen bøger havde læst. For han manglede noget nærvær, forklarer han over en usædvanlig velbrygget og hjemmeristet kop kaffe fra Australien. Han levede et åndeligt usundt liv og søgte efter noget andet og mere end blot at tænke forretning dagen lang. Så han skrev og skrev. 40.000 ord ud i en køre, indtil han besøgte den årlige bogmesse og opdagede, at bøger normalt er inddelt i kapitler.
Da konkursen var en realitet, og en gældssanering satte ham fri, lagde han sin livsbane om og blev postbud. Stressen skulle bankes ud af kroppen. Det gav samtidig plads til de små historier, som begyndte at vælte ind over ham, mens han cyklede rundt i gaderne og gik op og ned ad trapperne. Nogle af de 1200 navne, han så hver dag på brevsprækker og postkasser, blev gjort levende i hans tankeuniverser. Og snart begyndte en større fortælling at tage form.Hjemme i lejligheden blev reolerne fyldt med bøger. Om eskatologi – læren om religiøse bevægelsers forestillinger om verdens undergang. Om stenalderkultur og efterkommerne af Jesus og Maria. Og om spændingskurver i en historie.”Jeg vidste fra start, at jeg gerne ville skrive en historie, hvor religion var i centrum. Det har jo fyldt meget i mit liv, og jeg følte, at det var her, jeg virkelig havde noget på hjerte,” siger han med henvisning til, at han er søn af teologen og kirkehistorikeren Knud Ottosen. Og har en række præster i sin nære familie.Det virkede også nærliggende at gøre hovedpersonen til journalist på Kristeligt Dagblad, så en dag, da han stadig ikke helt vidste, hvor historien ville føre ham hen, tog han hen på avisen for at mærke stemningen, tale med journalisterne og overvære et redaktionsmøde.
”Jeg oplevede en veldrevet og moderne arbejdsplads, hvor alle virkede meget tilfredse og respektfulde over for hinanden. Men hvor der også skulle bestilles noget. Jeg blev nok mest overrasket over, hvor selvkørende journalisterne var. Historierne blev ikke bare dikteret ovenfra, sådan som det sker i mange andre lande, og det inspirerede mig til at skabe en meget selvstændig hovedperson, som ud over at være Cavlingpris-vinder også er anti-religiøs og anti-royal,” forklarer Johan Ottosen.I 2008 blev manuskriptet til den første af de tre bøger sendt rundt til samtlige af landets forlag. 118 kapitler, 450 sider, med venlig hilsen Johan Ottosen. Bum. Et litterært barn født af fornyet livslyst og en lyst til at fortælle, som han ikke anede boede i ham.Barnet forblev dog forældreløst. Ikke et eneste forlag vendte positivt tilbage. Johan redigerede og redigerede, men lige lidt hjalp det. Han var frustreret, men ikke opgivende.”Det var ikke en mulighed at stoppe der, sådan havde jeg det. Som musiker er en god optræden væk, når man slipper instrumenterne, men en god skriveoptræden kan man altid bygge videre på. Så længe mit fokus var på, hvad jeg gjorde godt, og hvordan jeg kunne forbedre det, jeg gjorde skidt, kunne det kun gå fremad,” fortæller han.
Først i januar 2012 sagde Skriveforlaget ja. I mellemtiden var Johan blevet lun på idéen om kun at udkomme i elektronisk form som en såkaldt e-bog. Det er velkendt i særligt USA, men helt nyt herhjemme. På den måde kunne omkostningerne holdes til et minimum. Og samtidig åbnede der sig helt andre muligheder for at give bogen liv. Hvert kapitel er eksempelvis udstyret med GPS-koordinater, så man via Google Map på internettet kan finde og se alle de steder i verden, hvor handlingen udspiller sig. Lige fra Rosengården i København til Roms smalle gader. Nu skal ”Stenens tid” så også finde et liv ude hos publikum. Foreløbig har den fået god medvind af en tidlig anmeldelse fra bogbranchens fagblad, Bogmarkedet. Selv er Johan Ottosen bare lykkelig over at være godt på vej til at gøre noget helt.”Mit primære mål med dette enorme projekt er at begejstre. Men også at få læserne til at reflektere over vores kulturelle og religiøse ophav. Der ligger en flere tusinde år gammel historie bag os, som vi er rundet af, men som mange ikke har indsigt i. Hvorfor bliver langt de fleste i Danmark eksempelvis begravet med fødderne mod øst? Og hvorfor går der aldrig nogen ind og ud ad den store hvide kirke på hjørnet af H.C. Andersens Boulevard og Nørre Søgade i København? Begge dele har med dommedag at gøre. Men så siger jeg heller ikke mere.”