Dette kapitel måtte ud da jeg skønnede at læseren sagtens kunne følge med uden. Fordelen ved det er at vise Birgittes veninde Sandra, men også en side af Møller hvor han kan foregive at bekymre sig, hvor han i virkeligheden måske mistænker hende for at arbejde imod ham. Fordel ved at stryge det: Højere læsehastighed og forståelse. Så måtte det på kirkegården.

NB: Det sædvanlige: der er ikke læst korrektur og prosaen er ikke endeligt redigeret. 

Copyright 2019 Johan Ottosen.

00º00’00” N 00º00’00”

Danmark. Søborg, PETs hovedkvarter. Lørdag den 15. december kl. 11.14.

Birgittes Holms veninde og kollega Sandra, som til dagligt sidder i PETs analyseafdeling, nikker til receptionisten inden hun drejer ind i gangen og begiver sig mod dem operationelle chef Bjørn Møllers kontor. Møllers dør står åben. Godt. Hvis der er nogen der kan handle på det her, er det Møller. Hun banker på dørkarmen.

“Ja, Sandra?” siger Møller og lukker sin laptop på bordet.

“Det drejer sig om Birgitte Holm … ” siger hun og rømmer sig.

“Det må være alvorligt, siden du kommer til mig og ikke din chef,“ siger han og viser hende ind. “Jeg er godt nok på vej til møde.”

“Jeg kan ikke få fat på Birgitte,” siger Sandra og ser på uret. “Hun kom ikke på arbejde i går. Jeg havde jo travlt så jeg fik først mulighed for at ringe til hende da jeg kom hjem. Hun svarede ikke sin telefon, så jeg tog ud til hende og kærestens lejlighed. De svarede ikke dørtelefonen og der var ikke lys i lejligheden. Hun tager stadig ikke sin telefon, har heller ikke meldt sig syg. Hendes mor tager heller ikke telefonen.” Sandra sukker højlydt og kaster et blik ud over atriumgården. “Kæresten svarer heller ikke.”

“Kan hun være indlagt på fødeafdelingen?”

“Jeg har ringet til samtlige hospitaler i regionen. Hun er ikke indskrevet på nogen af dem. Måske overfortolker jeg, men jeg er bange for at der er sket hende noget.”

Møller rynker brynene og tager telefonen. “Det er Møller. Kan du lokalisere Birgitte Holms tjenestetelefon?” Møller ser ud i atriumgården og venter. “Okay, tak,” siger han lidt efter og lægger røret på. “Den er på hendes hjemmeadresse.”

Sandra vender sig bekymret. “Hvad hvis hun er faldet om og ligger i lejligheden?”

“Vi sender nogen derud med det samme.” Han taster på telefonen og vinker hende venligt ud. “Du får en tilbagemelding.”