Scenekirkegård: Apokalypsens engle 17/12 03:17, Tyrkiet, POV: Attia

Her et halvfærdigt kapitel der er inspireret af en nyhedshistorie om flere transporter af dollars til Syrien fra Iran. Det kunne være den udslagsgivende begivenhed for Ayatollahen: han måtte handle for at få sine penge igen. Fordel: Her kunne læseren hvile sig med noget action. Men det kunne ikke lade sig gøre at få plotlinjen til at makke ret og, som jeg har oplevet så mange gange før, blev motivet et helt andet.

Det måtte på kirkegården.

NB: Det sædvanlige: der er ikke læst korrektur og prosaen er ikke endeligt redigeret. 

Copyright 2019 Johan Ottosen.

00º00’00” N 00º00’00”

POV: Attia.

Tyrkiet. Hovedvej D400 ud for Yüsekova, Mandag d. 17. december. kl. 03.17.

Bjergene er stille på denne tid af natten. Han retter på sin skudsikre vest og tager ladegreb på sin pistol. Han er rolig nu. 

Fuglene, ja selv insekterne sover. 

Korporal i de tyrkiske specialstyrker, Kemal Attia, står klar med begge ben solidt plantet foran en stor sandbunke der er lagt ud over vejen bagved. Inden svinget, hundrede meter længere fremme, står en bom på tværs af vejen. Til venstre tårner en mørk klippevæg sig op, til højre ligger et udtørret flodleje. Vejret er klart og han ville kunne se en kilometer frem hvis det var lyst.

Brummen fra dieselmotorer i det fjerne river ham ud af smøgtrangen. Nu kan han hører turboens højfrekvente hvinen. Støjen kommer nærmere, og det lyder som om de er lige bag svinget, men han kan stadig ikke se lys.

Så har de natbriller på, så de kan se om natten. Det tænkte han nok. 

Larmen kommer tætter på. De må køre forbandet hurtigt på de snoede bjergveje i mørket. Han kan høre afspærringen foran splintres og se noget røre på sig i mørket foran ham.

“Nu!” råber han i radioen og kniber øjnene sammen.

En række skarpe lamper på bjergvæggen tændes og hovedvejen bliver badet i et blændende lys. Kemal Attia tæller tre store lastvogne i stor fart på vej mod ham. Han tæller yderligere to bevæbnede vagter på taget af hver lastbil. På taget blændes vagterne af lyset og værger for sig; Natbrillerne er ikke designet til stærkt lys.

Chaufføren i den forreste lastbil trækker natbrillerne op i panden og misser med øjnene. I lyset ser han en enlig person med hævet pistol.

De har sværget at give deres liv for at bringe Den Store Leders private ejendom sikkert frem, så han hamrer speederen i bund. Vagterne på taget trækker også deres natbriller af og spilder dermed værdifuld tid til at lokalisere fjenden. Korporal Kemal Attia kaster sig til siden og ind i en sprække i klippen.

Chaufføren opdager først nu sandbunken der ligger foran ham på vejen. Han forsøger at undvige, med det resultat at lastbilens højre hjul fortsætter op over bunken og tvinger lastbilen om på siden. Lastbilen fortsætter på siden ud over vejkanten, pløjer sig som en båd ned i flodlejes sand og standser hundrede meter længere fremme. 

Samtidig prøver chaufføren bag ved at bremse men pløjer lige ind i sandbunken og standser på få meter, som har han ramt en massiv betonklods. Lastbilerne har ikke nogen bremselys bagpå og føreren af den sidste lastbil opdager først for sent at den forankørende bil holder stille. Han når lige at formulere en forbandelse idet han ser bagenden af den forankørende lastbil knuse ruden foran sig og på et splitsekund mases hver en knogle i hans krop. Al tankevirksomhed stopper øjeblikkelig og han når ikke at registrere smerte. Vagterne på taget flyver igennem luften uden at have løsnet så meget som ét eneste skud og kvæstes idet de lander på vejen. 

Alle lastbiler er bragt til standsning. Kun motoren fra den forreste lastbil der ligger på siden i flodlejet går fortrøstningsfuldt i tomgang som var den klar til at køre videre. Et enkelt hjul triller rundt i en stadig hurtigere cirkel for til sidst at vælte om på siden.

Kemal Attia giver en kort ordre i sin radio og soldater, der har ligget i skjul i flodlejet, trækker talstærkt frem.

Efterretningen lød på at en sending, muligvis kemiske våben, var på vej fra Iran til Syrien og ordren var at konfiskere den. Attia løber med pistolen i skudstilling hen til den forreste lastbil i flodlejet. De forreste hjul drejer endnu og han kan se soldater afvæbne en vagt der ligger ubevægelig på maven, ti meter længere fremme. Attia går forsigtigt om til det deforme cockpit. Forruden er faldet ud og chaufføren ligger fastspændt i sædet med ansigtet blodig af slag fra flodlejets sten og sand der har ramt ham i farten. Han opdager Kemal Attia og rækker febrilsk efter sin pistol.

”Stop,” råber Kemal Attia på Persisk. “Læg dit våben!”

Men chaufføren hører ikke efter. Han får med rystende hænder fat i sin pistol, afsikrer den og sigter på ham. Kemal placerer uden tøven to kugler i panden på ham, i hurtig rækkefølge.

Han rækker ind gennem forruden og drejer nøglen om. Motorens larm afløses af dyb stilhed. Ikke engang insekterne er vågne og han kan tydelig høre sine mænds sagte tale til hinanden. Han går langs førehusets bund og kan mærke strålevarmen fra motoren i ansigtet. Diesel løber ud af den øverste tank, ned over udstødningsrøret og fordamper som blå røg i det skarpe lys. Der skal kun en gnist til at antænde ilden og den eksplosive last. Men udstødningsrøret køler vel ned på nogle minutter og dieslen bliver forhåbentlig bare opsuget af flodlejets sand. Han vinker en soldat hen til sig og går med hævet pistol om til bagsmækken. Soldaten dækker korporal Kemal Attia og stiller sig klar til at skyde, hvis der skulle vise sig at være fjender i lastrummet. En soldat klipper hængelåsen over og trækker sig tilbage. Hængelåsen rammer tungt sandet. Kemal Attia nikker til soldaten og trækker lukkemekanismen. Døren falder til jorden med et bump og lasten strømmer ud og slår benene væk under ham. 

Soldaten står og tripper med hævet gevær og ved ikke hvad han skal gøre. Kemal Attia rejser sig og lyser ind i vognen. Det er ikke våben han ser. Det er noget ganske andet. Og hele vognen er fyldt med det stads. Intet andet.

“Der er ingen våben fundet i vognene” lyder det over radioen.

“Dollars?” spørger Attia.

“Ja. Hele lasten er fyldt med dollars!” lyder det.

“Hold da kæft![ Find Tyrkisk besværgelse.] ” udbryder han. 

Rediger

Advertisements

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.