

Her fra Riidr.com´s blog i dag:
Dette er førsteindlæg i vores serie “fremtiden for læsning” som er en række interviews med forskellige folk der på den ene eller anden måde har med både læsning og de digitale medier at gøre. Du kan se mere til Johan Ottosen på hans hjemmeside hvor du også kan læse mere om Stenens Tid. Du kan også følge Johan på Twitter og købe Stenens tid som e-bog hos Riidr.
Til denne første udgave har vi talt med Johan Ottosen, som blandt meget andet er forfatter til “Stenens tid”. Vi kom første gang i kontakt med Johan, da han kun ønskede at udgive sin bog som e-bog, og samtidig har udnyttet det digitale format ved at tilføje GPS-koordinater til hvert kapitel i sin bog. Den slags opfindsomhed kan vi godt lide og vi har siden hen talt med Johan om at komme nærmere ind på hans tanker om at debuttere som forfatter og kun gøre det digitalt.
Hvordan og hvor henne foregår det meste af din læsning? Og har det ændret sig med udbredelsen af tablets, smartphones og andre digitale enheder?
På min iPad og iPhone. Jeg researcher rigtigt meget i litteratur som ikke kan fåes i DK. Det er lettest for mig at downloade bogen i stedet for at vente på at den bliver leveret med posten. Jeg er eksempelvis på ferie nu og har en 40-50 bøger med. De ville ikke kunne være i kufferten, hvis de var fysiske.
Du valgte at din debut “Stenens Tid” kun skulle udkomme som e-bog. Hvilke overvejelser fik dig til at vælge den vej?
Mit ønske er at delagtiggøre så mange læsere som mulig i den spændende læseoplevelse, Stenens tid er. Prisen er lav og bogen er kun et klik væk, selv når man ligger på en strand i Thailand.
I takt med, at internettet og sociale medier som Twitter har gjort det lettere at dele indhold på nettet, har den måde du læser på så ændret sig?
Det har det faktisk. Det er lettere at få råd om et branchespecifikt emne på facebook eller twitter. Jeg researcher meget på internettet og finder relevante bøger der.
Mens mange læsere har tager e-bøger til sig, så foretrækker de fleste kulturredaktioner stadigvæk papirbøger til anmeldelse. Tror du det kan skræmme andre væk fra kun at udkomme digitalt eller ser du tegn på at det er ved at ændre sig?
Det har været forbløffende svært at komme igennem til de trykte medier. For ikke at sige direkte umuligt. Mit forlag sendte eksemplarer ud til hele 60 redaktioner. Nogle flere gange. Men ikke én anmeldte den. Fra eksempelvis Politiken fik jeg at vide at de sandelig ikke anmeldte e-bøger. Det er nogenlunde billedet.
Nu er det jo ikke en menneskeret at blive anmeldt, men for en debutant er det vigtigt at blive læst, og her kan de trykte medier løfte. Jeg tror at det er spørgsmål om tid så ser vi selv kulturredaktionerne komme med – men der skal ske en holdningsændring. Som det er i dag er det mit indtryk at de ikke er gearet til digitale udgivelser. Men det burde ikke skræmme forfattere fra at udgive digitalt. Se bare Inger Wolf der røg i Publizons top 10 med sin seneste bog.
Hvilke muligheder ser du ved e-bøger som endnu ikke er blevet almindeligt accepterede? Og hvad fra papirbøgernes verden savner du ved e-bøger?
Stenens tid har eksempelvis gps-lokationer i begyndelsen af hvert kapitel. Den kan man klikke på og blive ført til Google Earth / Maps så man kan se hvor i verden karakteren står med få meters nøjagtighed. Det giver ét kapitel – én lokation, en struktur jeg ikke ville lave hvis det ikke var en digital udgivelse.
Har du det rigtige udstyr, står tingene rigtigt skarpt. I går læste jeg nogle kapitler i Le Carrés debutbog “Spionen der kom ind fra kulden” og var chokkeret over hvor dårligt bogstaverne stod i forhold til min 3. Generation iPad. Men jeg savner at se omslaget oftere når jeg læser, som du jo gør hver gang du er i nærheden af den fysiske bog – om du læser den eller ej. E-bogen er i researchøjemed genial, synes jeg. Jeg kan søge, fremhæve og kommentere i hele teksten og derefter fremkalde en liste over mine noter. Dem har jeg altid med mig nu – selv på smartphonen. Og sluttelig har e-bogen et længere livsforløb, da det ikke koster noget at have den “på hylderne.”
Hvordan ser du forlagene udvikle sig? Hvad skal de gøre for bedst muligt at omstille sig til en verden hvor læsere, læser på en anden måde?
Vi vil få bredere udvalg i fremtiden med flere små forlag og flere selvudgivere der leverer kvalitet til den rigtige pris. De store forlag overlever på den lange bane, men de er nødsaget til at ændre deres forretningsmodel.
Med e-bøger får vi et større vækstlag; flere bøger skrevet af danskere på dansk. Her er en fremtidig guldgrube for de store forlag. Det er ikke ualmindeligt i udlandet at en bog først udkommer som e-bog og herefter bliver udgivet af et stort forlag.
Du kan læse det hele her: